Kan vi hjælpe dig med dit misbrug?
Ringgårdens tilbud om behandling er primært for personer med et alvorligt alkoholmisbrug, kokainmisbrug, opioidmisbrug (hvor du nu er i substitutionsbehandling) eller et blandingsmisbrug af fx alkohol og kokain/andet.
Det vil sige, hvor misbruget er svært at holde under kontrol, hvor det påvirker hverdagen, den daglige funktion, samspillet med de nærmeste, helbredet, jobbet og livskvaliteten. Og som måske er kombineret med andre psykiske udfordringer/lidelser som angst, depression eller andet.
Typisk har misbruget varet en del år, og har haft omkostninger for både det sociale og psykiske liv – ikke mindst i forhold til familie og pårørende, som ofte er massivt nedslidte. Derfor tilbyder Ringgården efter aftale pårørendesamtaler undervejs i behandlingsforløbet.
Som beboer skal du være fysisk selvhjulpet, da der er både trapper, trin og brosten.
Du skal kunne klare personlig egenomsorg med hygiejne, spisning og lignende.
Er du fysisk handicappet, vil det være en god idé at forhøre dig hos os om muligheder og begrænsninger.